Laurids Jakobsen og Thijs Nijhuis hentede lørdag eftermiddag medaljer hjem til Viborg AM ved DM / NM 10.000 m. Foruden medaljer kunne Thijs også glæde sig over PR forbedring med 22 sekunder.
Laurids Jakobsen og Thijs Nijhuis hentede lørdag eftermiddag medaljer hjem til Viborg AM ved DM / NM 10.000 m. Foruden medaljer kunne Thijs også glæde sig over PR forbedring med 22 sekunder.
Både Thijs og Laurids levede op til egne forventninger, da de lørdag deltog ved DM 10.000 m ved Aarhus Nordic Challenge.
Laurids havde forud for løbet et mål om at løbe lige under 38 minutter. Som sagt så gjort – endda i rigtig fin stil. Med tiden 37.25 var Laurids suveræn i aldersklassen M60 og havde således mere end et minut til anden pladsen i aldersklassen. Om løbet fortæller Laurids:
- Jeg havde et godt løb med en god rytme hele vejen igennem og befandt mig godt på banen.
PR, sølv og bronze
Thijs Nijhuis havde forud for løbet meddelt, at han løb efter at forbedre sin PR og samtidig indfri kvalifikationskravet til Universiaden, som finder sted i Sydkorea denne sommer. Præcis som det var tilfældet for holdkammeraten leverede Thijs også et resultat som mere end indfriede forventningerne. Med tiden 29.19 blev det til rigtig flot forbedring af PR. Tiden rakte til DM sølv og NM bronze.
DM guldet gik Til Abdi Ulad og bronzen tog Henrik Them med sig hjem. I den nordiske konkurrence tog Sverige sølvet og Danmark fik en sikker sejr med Abdi først i mål.
Langsom start gav samarbejde
Thijs havde forud for løbet regnet med, at der ville være en pacer med fra start, men blev sent fredag aften informeret om, at det ikke ville blive sådan. Efter en langsom start fandt Abdi og Thijs ind i god rytme og fik således etableret et godt samarbejde. De første 5000 m blev løbet i tiden 14.35. Om løbet fortæller Thijs:
- Der var en fed stemning på stadion. Vi kommer langsomt fra start og derfor får vi (Abdi og Thijs)hurtigt etableret et samarbejde, hvor vi skiftes til at ligge forrest og trække. Det fungerede godt. Ved 7000 m trækker Abdi fra derfra ændrer løbet karakter. Jeg er alt i alt godt tilfreds. Det eneste der irriterer en smule er det svenske sølv.
Næste opgave for både Thijs og Laurids er Søndersøløbet nu på tirsdag d. 27. maj. Begge løbere følte sig efter løbet godt tilpas og ser frem til tirsdagens løbefest i Viborg.