Efter et forår med aflyste stævner på stribe, er der så småt kommet gang i baneløbene igen.
Ungdomsgruppen har trods manglende træningssamlinger i klubben samt aflyste løb og stævner, trænet flittigt og rykket sig meget i det Corona-nedlukkede forår.
Der blev et par måneder trænet i små grupper efter Lars kyndige virtuelle vejledning, og i maj kunne vi endelig starte op igen med restriktioner på stadion. Mange savnede at blive prøvet af ved de vante stævner, og endelig kom muligheden, først i Ålborg, så Århus og senest ved denne weekend DM i København, for at give den fuld gas.
Lørdagsstævne i Ålborg, den 18. juli:
De 7 unge, der tog nordpå denne lørdag kunne alle hjembringe flotte tider med 5 PR.
800 m: Her imponerede tre hurtige drenge med alle at løbe under 2 minutter, hvilket rakte til PR til både Jonathan Drechsler Sigvardsen (2004) på 1.56.32 samt Aleksander Tengblad Nikolajsen (2001) på 1.53.61. Elias Shifris (2002) løb årsbedste i tiden 1.58.18.
3000 m: På denne distance løb Sophia Olivia Kortnum (2004) en ny PR hjem i tiden 10.34.29, mens Mathilde Meedom Larsen (2004) satte årsbedste med tiden 10.04.55.
5000 m: Endnu to personlige rekorder blev sat på denne distance, hvor Andreas Eidorff Madsen (2000) løb 15.37.77, mens Mie Gam (2001) løb 17.07.92.
DM test i Århus, den 8. august:
Igen løb de 8 unge, der deltog fra Viborg imponerende hurtigt med hele 6 PR som resultat.
400 m: Elias havde valgt at afprøve denne for ham nye distance, så efter træning med startblok og sprint, kunne han hjembringe en flot PR på 52.81 sek. Denne tid giver ham en flot 5. plads på ranglisten for 18-19 årige drenge.
800 m: Jonathan løb endnu et flot løb i tiden 1.56.74. Laurits Berntsen (2002) var yderst tæt på at passere den magiske grænse på 2 mintter, men fik med en tid på 2.00.11 en flot PR. Emil Møller Schmidt (2006) og Noa Nielsen (2006) løb nye PR i tiderne 2.35.18 og 2.37.04 – specielt Noa har rykket sig meget i de seneste måneder.
1500 m: Lynge Meilvang Hansen (2006) kunne her løbe sig til PR i tiden 4.47.27. Mie kunne også hjemtage en ny PR på 1500 m i tiden 4.46.64. Mathilde løb 4.40.20, og nu ligger nr. 1 på årsranglisten for 16-17 årige piger på både 1500 m, 3000 m og 5000 m.
Senior DM i København, den 15.-16. august:
Klubben havde 5 deltagere med ved DM: tre fra ungdomsgruppen og to ”rigtige” seniorer.
Thijs Nijhuis blev dansk mester på 5000 m i tiden 14.19.75, mens Ivan Riise stillede op på 10000 m, hvor det blev til en 20. plads.
Jonathan var til senior DM for første gang, og imponerede igen ved for tredje gang på en måned at løbe under to minutter på 800 m. Han satte PR i tiden 1.55.94, hvilket rakte til en flot 7. plads. Han ligger på en suveræn første plads på 800 m-ranglisten for 16-17 årige drenge.
Aleksander løb 1500 m, hvor det efter et tæt løb blev til en 4. plads i tiden 4.08.73.
Mie stillede til start på 5000 m, men kunne ikke rigtig få det til at fungere i det varme vejr, hvorfor hun desværre måtte udgå.
Efterårssæsonen bliver desværre også lidt reduceret hvad stævner angår, men vi kan (forhåbentlig) glæde os til et Tracks stævne på Viborg Stadion den 1. september, hvor der skal løbes 100 m, 200 m, 800 m og 3000 m.
Ellers ser vi frem til højdepunktet for ungdommen, nemlig DMU, der i år er opdelt i to: den 12. -13. september i Ålborg for den 16-22 årige, og den 19. september i Hvidovre for de 14-15 årige. VDMU, der er udskudt fra i foråret, afholdes den 26.-27 september i Randers.