Viborg AM

En klub i stadig udvilkling

I weekenden blev Store DM afviklet på Skovdalen Atletikstadion i Aalborg. To af de yngre løbere fra Viborg Atletik og Motion prøvede kræfter med den absolutte danske elite, læs herunder deres beretninger om oplevelsen:

I weekenden blev Store DM afviklet på Skovdalen Atletikstadion i Aalborg. To af de yngre løbere fra Viborg Atletik og Motion prøvede kræfter med den absolutte danske elite, læs herunder deres beretninger om oplevelsen:

Magnus:

Da jeg i midten af juni blev spurgt om jeg ville deltage i DM i Aalborg, var jeg sikker på at det ikke var på 5000 meteren at jeg skulle deltage i. Jeg havde et par uger forinden løbet en super PR i 16:13, der blev efterfulgt af et knæproblem, en studenteruge og en tur til Norge uden alt for meget træning. Så status, knap to uger inden DM, var en halvdårlig form og en ret betydelig mangel på farttræning. Men alligevel blev det 1500m distancen jeg meldte mig til, mest fordi jeg kun har løbet det en gang tidligere. Medaljer var bestemt ikke aktuelle, så jeg håbede på at det hurtige felt ville kunne trække mig til en ny PR. Selve løbet blev dog en rodet affære, omgangstider på 67, 64, 68 (så vidt jeg huske) viser fint hvordan tempoet steg og faldt meget. Det er ikke det mest optimale hvis man bare vil løbe hurtigt, men feltet var på et lidt andet niveau end mig. Havde jeg haft en bedre forberedelse havde jeg nok kunne løbe lidt bedre med, men det må blive en anden gang. Tiden endte på 4:14,36 hvilket er PR med ca. 2 sekunder, mens placeringen blev en 9. plads ud af 10, så det var ikke ligefrem noget at prale af. Alt i alt en god oplevelse hvor jeg også fik afklaret om man kan løbe i crosspigsko på bane!

Magnus Højen

 

Nanna:

Søndag d. 28.juli løb jeg 5000m ved DM for seniorer i Aalborg. Jeg havde glædet mig ekstremt meget til dette løb og også forberedt mig så godt som jeg kunne. Mit mål var at få bronze, hvilket klart realistisk, da jeg til ABC-stævnet i Århus, havde slået hende, som jeg vidste, jeg ville kæmpe om bronzen med. De to favoritter, Simone Glad og Louise Kunø, er ikke nogle jeg har i sigte lige pt. Jeg skal nok nå dem, men jeg ved, at det ikke er realistisk i år. Løbet blev løbet ekstremt taktisk, og det er nok det mærkeligste løb, jeg nogensinde har løbet. En pige fra Esbjerg, som har en pr på 17.50, stak af førerfeltet helt fra starten, mens Louise Kunø førte feltet an i et meget langsomt tempo. Sådan blev det ved indtil der var 2 km igen, hvor hende fra Esbjerg altså havde fået et forspring på hele 18 sek. Der rumsterede tusind tanker i mit hoved, for et så taktisk løb havde jeg aldrig prøvet før. Med 2 km igen rykkede Simone hurtigt fra feltet, hvor Louise Kunø også rykkede. Jeg prøvede her at hænge på, men sådan et enormt temposkift i den varme gjorde, at jeg gik helt kold. Både psykisk og fysisk. Jeg kunne se, at det var for sent at kunne hente bronze, så jeg følte det var underordnet til sidst, hvordan de sidste 2 omgange gik. Jeg var meget skuffet bagefter løbet, for jeg havde virkelig sat mig op efter en medalje. Ærgerligt, men lærerigt løb. Hvis jeg skulle have gjort det anderledes, så skulle jeg helt sikkert være gået med hende fra Esbjerg helt fra starten og derfor løbe et jævnt løb.

Nanna Bagger.

Vi bruger cookies, så du får en bedre brugeroplevelse. Ved at klikke dig videre på siden accepterer du, at vi bruger cookies.
OK, luk boks Cookie politik