Viborg Atletik og Motion kom godt igennem 2. afdeling af vinterturneringen – endda en tur på podiet…
19 løbere drog af sted kl. 09.00 søndag morgen mod smilets by Aarhus hvor 2. afdeling af vinterturneringen fandt sted. Dagens program var 6x1000 meter Cross for hver løber.
1. holdet for seniorherrer havde som mål at forsvare 7. pladsen fra 1. runde og herreungdom havde som mål at befæste 3. pladsen fra sidste runde. Blandt ungdomsløberne var der debut til Martin Eiby Mikkelsen. Blandt seniorløberne var der sæsondebut til Anders ’bondemanden’ Laursen, Simon ’ladies man’ Foss og endelig den nye løber fra den berømte løberfamilie fra Mors: Rasmus Futterup.
Der var forventninger om en særdeles hård dag for Viborg Atletiks løbere, der primært har deres styrke på de længere distancer. På seniorernes 2. hold var veteranen Søren Rasmussen og Svend Erik Davidsen tvangs” indkaldt på grund af flere afbud. Søren havde ellers meldt afbud pga. deltagelse i et 6 timersløb dagen forinden. Sørens deltagelse var nødvendig for at holdets individuelle løbetider talte, men betød samtidig at der ingen forventninger var til holdets placering i holdkonkurrencen, da Søren jo selvsagt måtte gå drastisk ned i tempo. Men stor tak til - den stadig lynhurtige - Søren ”Søndersø” Rasmussen for at hjælpe holdkammeraterne i Viborg Atletik og Motion.
Konkurrencen var hård…
… på en særdeles blød og mudret bane lagde Chris Fischer ud som en kanon med en tid på 3 min. og 13 sekunder på de første 1000 meter. Han blev efterfulgt af dagens seniorherreløber Morten ’Mr. Cross’ Poulsen der hamrede igennem på 3 min. og 11 sekunder – en tid der sammen med resten af hans tider rakte til en flot 3. plads i den individuelle konkurrence for veteraner (39 år +) Tillykke til Morten – også til os der har presset ham om tirsdagen til træning. Holdets yngste Simon Foss præsterede ligeledes en flot tid på 3 min. og 13 sekunder på den 1. runde – velkommen i klubben Simon. Holdets mest gråhåret løber Christian ”sølvræven” Kapper og Sune ’Mek Mek’ Andersen tog 1. runde i 3.17 og 3.18. Alt i alt rakte indsatsen til en godkendt 9. plads ud af de 22 hold. Om 7. pladsen fastholdes vides ikke endnu.
Det 2. senior herrehold kæmpede en ihærdig indsats for at holde skindet på næsen – og de 3 løbere der kæmpede for deres individuelle tider løb et rigtig godt løb på den hårde bane:
- Søren ”Silver” Graversens bedste runde 3.30,
- Rasmus ”Fut Fut” Futterups bedste runde 3.23
- Anders ”Landmanden” Lauersen 3.53
Godt løbet drenge og piger i U20
I U20 drenge var meget på spil. En 3. plads skulle forsvares. Frederik Kapper, Emil Aarestrup og Mads Kjærsgaard kæmpede en hård kamp mod kortdistancespecialisterne og eliteløberne fra Aarhus GF, Skive, Sparta osv. Om den samlede 3. plads er mistet er ikke helt opgjort endnu men gutterne gjorde hvad de kunne på denne 2. runde med en placering som nr. 6. Frederik Kapper og Mads Kjærsgaards hurtigste runde blev 3 min. og 19 sek. Og Emil Aarestrups blev 3 min. og 35 sek.
Det sammensatte hold bestående af Martin Eibye Mikkelsen, Niklas Svarre og Kathrine Monberg havde ligeledes et godt løb og deres bedste runder blev henholdsvis 3.51 for Martin, 3.53 for Niklas og 4.05 for Kathrine. Imponerende var det, at deres omgangstider svingede ganske lidt fra første til sidste runde - Det skyldes ikke for lidt fart, men en god disciplin og grundform.
Det sidste hold i kamp var det sammensatte U20 og veteranhold. Her løb U20-løberen Michelle Stubberup Jacobsen sin 1. runde i flotte 3.43 og veteranløberen Ulla Jacobsen i 3.56. Veteranen (Årg. 1949) Ingerlise Villum-Jensen løb sin hurtigste runde i 4.21 en tid hun næsten fastholdte i alle runder – imponerende. Det bliver spændende at se hvorledes Michelles tider her i 2. runde ender med at placere hende i det samlede klassement der ikke er sammentalt endnu.
Alt i alt en tilfredsstillende dag for Viborg Atletik og Motion – senior, veteran og ungdom.
Vi forventer at stille samme antal ungdomshold, men med 3 senior herrehold til 3. runde af vinterturneringen i Odder d.30. januar hvor der er 5km, 10 km og 15 km gadeløb på programmet.