Betina Schmidt fra Viborg har fem gange deltaget i DM på den halve ironman-distance - og fem gange er det lykkedes hende at hjembringe DM-titlen.
etina Schmidt fra Viborg har fem gange deltaget i DM på den halve ironman-distance - og fem gange er det lykkedes hende at hjembringe DM-titlen.
Senest i går, hvor hun i aldeles suveræn stil vandt DM, da det blev afviklet i Aalborg. Betina Schmidt stillede op i aldergruppen 40-44 år - og her viste hun hurtigt, hvor titlen skulle ende. Hun kom op fra svømningen som nummer to, og allerede kort inde på cykelturen overtog hun førstepladsen i klassen, og den fastholdt hun hele vejen til mål. Her var hun hele 24 minutter hurtigere end den nærmeste konkurrent.
»Jeg havde en rigtig fin svømning, hvor jeg rimelig hurtigt fandt rytmen, så jeg var et helt minut hurtigere end sidste år. Og på cyklingen havde jeg bare diamanter i benene. Jeg cyklede det bedste, jeg nogensinde har gjort på en halv ironman. Jeg havde bare overskud hele vejen,« sagde Betina Schmidt, da folkebladet talte med hende søndag eftermiddag.
Den første del af den afsluttende halvmaraton gik også fint, men på den sidste halvdel kunne den lumre varme, som konkurrencen blev afviklet i, mærkes.
»Jeg har trænet hårdt og målrettet efter det her. Jeg har kørt andre stævner, men det her har været et af sæsonens hovedmål. Så det var fedt at mærke, at det bare lykkedes,« sagde Betina Schmidt, der faktisk kørte så godt, at hun var den hurtigste kvindelige aldersgruppetriatlet overhovedet - og rent faktisk den sjettehurtigste kvinde i hele feltet, der også havde deltagelse af langt yngre eliteatleter.
Senere på året forventer hun, at hun i København vil gå efter at køre en rigtig hurtig tid på en hel ironman-distance.