Selvom Viborg AM triathlon kun har omkring 50 medlemmer lykkedes det alligevel, at have hele to triathleter med til Verdensmesterskaberne i Ironman på Hawaii, sammen med resten af verdeneliten.
Betina Schmidt som for 6. gang skulle prøve kræfter med elementerne på Hawaii og Michael Elkjær som for første gang skulle igennem strabasserne på øen, men med Betinas mangeårige deltagelse var der heldigvis stor erfaring at trække på. :-)
Læs deres konkurrence beretninger herunder:
Klik her og læs Betina Schmidt's beretning
Klik her og læs Michael Elkjær's beretning
{gallery}triathlon/hawaii_2013{/gallery}
Racebriefing fra Betina Schmidt:
Vi ankom til Big Island Hawaii 14 dage før VM for at optimere forberedelsen til konkurrencen.
Den sidste periode inden racet blev bl.a. brugt til at få testet de sidste ting såsom væske og energiplanen af, endelig fastlagt konkurrenceplanen, og vænne sig til den til tider meget høje luftfugtighed.
En af dagene ned fra vendepunktet på den nordlige del af øen, Hawi, var jeg flere gange ved at blive blæst af vejen og jeg kan huske at jeg tænkte at det ikke nødvendigvis behøvede at blæse så meget på dagen.
Jeg var forberedt i verdensklasse på alle de forskellige ting som kunne opstå og var helt sikkert på at nu ville den fantastiske dag på Hawaii komme lige præcis for mig.
Jeg var ved målområdet hele 2 timer før starten for at være i god tid, men ak og ve der var allerede kø der hvor vi skulle have startnummer på, noget helt usædvanligt og årsagen er sikkert at de siden jeg var til VM sidst (2011) har lukket op for en del flere deltagere. Herefter kø, for at blive vejet inden konkurrencen, derefter var det svært at finde en pumpe så cyklen kunne køres klar, og kø til toiltetterne. Ikke den bedste optakt for mig, som værdsætter meget ro og god tid til tingene.
Efter at den første time havde været noget stresset var jeg færdig med de forskellige ting og fandt et roligere sted at lade op til stævnet, hvor min konkurrenceplan kunne gennemgåes og jeg kunne mentalt gøre mig klar til svømmestarten. Her kom roen så endlig og det var virkelig fedt. Jeg følte mig helt og aldeles klar. Fik min suit på, længere opvarmning på land og derefter i vandet ca. 20 min før start for at få svømmet inden starten og selvfølgelig finde en god plads.
Præcis kl. 07.00 gik kanonen af og så var vi igang, de første ca. 200 meter gik fornuftigt, så begyndte slåskampene ellers, og jeg oplevede flere gange at blive brugt som affyringsrampe af +80 kg mænd, ikke ligefrem noget der er fedt, men jeg var mentalt forberedt på dette og hver gang det skete eller jeg fik slag på hovedet, e.l. fik jeg hurtigt genfundet roen mentalt igen og det var helt afgørende. Jeg havde nogen at svømme med hele vejen, og gik det for langsomt så svømmede jeg mig op til næste gruppe etc. De sidste 1,85 km fra vendepunktet var lidt hårdere end de første pga. modstrømmen og bølgerne. De sidste 300 meter tiltog slåskampene endnu en gang. Jeg kom op af vandet uden at have brugt for mange kræfter og 3-4 minutter fra planen, men det var fornuftigt. Lå nr. 30 efter svømningen i min aldersklasse (40-44). Så et hurtigt skifte og igang med cyklingen.
Madame Pele viste sig nok fra sin absolut bedste side i Ironmans 35 års side, hold nu op noget kanon cykelvejr. Jeg formåede at finde ind i det planlagte tempo lige fra starten og afsted det gik. Jeg fik drukket og spiste helt efter planen samt kølede mig ved alle væskedepoter. De 29 km roller coast op mod vendepunktet gik helt og aldeles også som de skulle. Efter 100 km skulle der holde mere pres på cyklen helt til mål og det formåede jeg også. De sidste ca. 30 km var der pæn god modvind, hvor der skulle arbejdes pænt for at holde tempoet, hvilket lykkedes til fulde. Cyklingen blev for mit vedkommende intet mindre end lige i skabet og så igen et pænt hurtigt skifte inden favoritdisciplinen løb skulle påbegyndes.
De første 2 km blev løbet helt efter planen, roligt for lige at komme igang efter cyklingen og så skulle jeg ellers til at løbe i mit ironman tempo med masser af overskud, som al løbetræningen de sidste måneder havde været.
Men ak og ve, ud af Ali Drive føltes kroppen tung lige fra starten, og hvor blev farten i benene af, hmm. mærkeligt. Jeg tænkte når jeg skal nok lige igang, og da jeg vendte på Ali Drive efter ca 7,5 km kom der en smule mere gang i benene, men ikke i nærheden af hvad jeg plejer at løbe. Mellem km 16-17 opad den hårdeste stigning på løberuten Palani Road, var jeg virkelig mærket, underligt, jeg som plejer at være supergodt løbende opad. Så var det ellers ud på Queen K, de næste mange km. Ved alle depoter blev der drukket vand, kølet ned og spist efter planen. Ved 21 km gik jeg over på cola og vand, da jeg stadig ikke følte at jeg løb med overskud.
De hårdeste km og langsommeste km var de 5 km ud til vendepunktet i energilap og tilbage. Tilbage på highway´en Queen K og "kun" 11 km hjem. Jeg synes jeg var forberedt på alt, men at jeg skulle løbe så langt fra mit normale niveau, det havde jeg inderste inde absolut ikke forestillet mig. jeg kæmpede med alt hvad jeg kunne og de sidste 7 km fik jeg faktisk øget tempoet for første gang, men det var desværre for sent ift. de andre konkurrenter.
Jeg endte med at løbe mere end 13 minutter langsommere end al træningen de sidste 2 måneder havde vist jeg kunne og det dårlige afsluttende marathon gjorde desværre at jeg ikke kom på podiet (top 5), som var målet. Efterfølgende måtte jeg en længere tur i lægeteltet med isterninger i kilovis over hele kroppen, og fik forklaringen på det dårlige løb, min kropstemperatur var tæt på 41 grader, så kroppen var meget overophedet og det var helt sikkert forklaringen på det dårlige løb.
Jeg sluttede i en tid på 10 timer og 22 minutter, blev nr. 8 i et meget stærkt felt. Havde jeg løbet som al træningen havde indikeret jeg kunne og var kommet i top 5, havde det været helt perfekt. Men at slutte som nr. 8 i verdens stærkeste felt er vel egentlig også et fornuftigt resultat.
Aloha fra Hawaii - Betina
Racebrifing fra Michael Elkjær:
WM i Ironman - endte med Hawaii eventyr!
Ca 2-3 uger før afrejsen til Hawaii fik jeg store problemer med venstre lægmuskel pga en overbelastning. Overbelastningen havde jeg pådraget mig ved at træne for meget umiddelbart efter Copenhagen Ironman den 18. august, hvor jeg kvalificerede mig til VM i Ironman på Hawaii. Dette betød at jeg ikke kunne træne optimalt op til konkurrencen og opbygge formen som ønsket. Forsøgte en enkel løbetræning på Hawaii en uges tid før selve konkurrencen, men måtte erkende at det stod skidt til og fik derfor flere ufrivillige hviledage fra både løb, cykling og svømningen. Brugte i stedet at gå til massør flere gange, på Hawaii, hos Bryan Thomas, som var fløjet der til fra Colorado.
Var før racet naturligvis meget spændt pga. alle beretningerne om den ubarmhjertelige svømmestart, den ulidelige varme, den ekstreme vind og ikke mindst min skade :-/ uha det lyder ikke godt! Jeg valgte derfor på forhånd at lægge en ret konservativ plan i håbet om at komme helt igennem konkurrencen med overskud. Var dog forberedt på at jeg måtte gå hele marathonløbet - for jeg skulle gennemføre for alt i verden. Målet blev således 1:20 på svømningen, 5:10 på cyklen og 3:20 på løbet... Så gjaldt det bare om at holde planen.
Var megaspændt før svømningen, da man ikke altid selv kan bestemme udfaldet. Havde fået at vide at jeg bedst undgik slåskampene ved at starte længst ude til venstre velvidende at ruten blev lidt længere. En rute der i forvejen er 100 meter længere end i dk/eu pga. omregningen fra miles til km.
Svømningen gik rigtig fint - utrolig smukt med koraler, fisk mv :-). Tiden blev 1:13:00.
Så var det igennem skiftezonen - tog mig god tid - skifte tøj - på med et nyt tykt lag solcreme og så af sted... først en rundstrækning i byen for at tilskuerne lige kan hilse og så gik turen ellers nordpå til Hawi by (vendepunktet) … En lang og ensom tur... ikke mange tilskuere kun store lavaområder, vind og varme. Heldigvis viste vinden sig fra sin bedste side. De velkendte voldsomme sidevinde udeblev. Der var "kun" en strid modvind på returen til Kona by / skiftezonen (ca 60 km). På cyklen gjaldt det om at få nok væske - mindst en liter i timen og godt med salte og energi. En god indikator er, at man gerne skal tisse mindst et par gange i timen :-) samtidig skal man køle kroppen ved at hælde vand over sig hele tiden. Her er det en klar fordel at have lange ærmer på og være klædt i hvidt, idet mørkt tøj – som bekendt – i højere grad tiltrækker varme.
Så kom marathonløbet.... Shit jeg var spændt... kunne benene nu holde? Havde kørt meget konservativt i tiden 5:13:00. Lidt langsommere end planen, så mon ikke... igen masser af solcreme på, tøjskift og så af sted.
Lavt udgangstempo - find rytmen og så holde farten. Stille og roligt henter jeg flere og flere. Mange er nede at gå allerede 10 - 15 km inde i løbet. En fed fornemmelse bare at cruise forbi med overskud. Snakker med både den ene og den anden. Give klap på skulderen til de som har brug for det og high five til mange at tilskuerne til stor jubel. :-) Forbi konen, som stod som tilskuer tre gange på løbe-ruten, for lige at få et kys. FEDT JEG ER TIL VM I IRONMAN PÅ HAWAII OG JEG NYDER HVERT SEKUND!!! Det er stort - igennem den hårdeste del på løberuten... Energi Lab, som ligger ca 11 km fra mål :-) cruiser stadig… Vi nærmer os målet, der ligger kun 4 miles forude. Jeg sætter tempoet op og overhaler en del flere... løber pludselig 4:00 til 4:10 tempo med stort overskud :-) Kan nu se målet og råber højt jaaahhhrrrr - løfter armene over hovedet yes yes yes YOU ARE AN IRONMAN!!! meddeler kommentatoren. Løbetiden blev 3:21:00.
Samlet tid 9:56:10. Tilfreds og meget lykkelig, da forventningerne før konkurrencen som bekendt var, at jeg måske ikke kunne løbe marathonet pga. overbelastningen. Danser nærmest gennem målområdet... Skal ud til konen og give hende en kæmpekrammer og vise hende verdens største medalje :-) På ingen måder en max præstation, men sikker og stabil... Og efter planen!
Aloha Michael Elkjær
